Genformation

Reformationsfejring eller Genformation? En evangelsk lægmands enkle overvejelser.

Nu nærmer 500 året for reformationen sig, og der planlægges flittigt om at fejre det med koncerter, optræden, foredrag og udstillinger rundt i ind- og udland. Endda brygning af en dedikeret Lutherøl.

Der er unægtelig løbet meget vand og blod i havet i forløbet af de 500 år, krige har hærget og gør det fortsat. Kirkernes aktive medlemstal daler i tal og fremmedgørelsen for den åndelige dimmension af tilværelsen opleves stabilt stigende. Hvad har vi egentlig at fejre? Det er for slapt, vi har brug for en bundvending, ikke en ny dille eller grille, men troværdigt og ærligt.

Reformationsåret ville i tværtimod være en glimrende lejlighed til at gøre status over vor kirke, og hermed mener jeg det i Grundtvigs billede: ”Kirken den er et gammelt hus, bygget af levende stene”, kirken er menigheden, alle i døbte. Vi har flyttet os langt fra det sigte, vor kirkefar Martin Luther havde, dengang han opsatte sine teser på Slotskirkens indgang i Wittenberg. Han ønskede en inderlig og ren tro, og at afskaffe overtro og afladsdyrkelse. Han oversatte Bibelen og liturgien til tysk, så menigheden kunne deltage aktivt i fejringen, uden at skulle lytte og  passivt uforstående, til hokus pokus og bare deltage fysisk ved at stå, knæle, slå kors for sig efter tegn fra en klokke.

I dag har vi i den evangelske kirke flere flere steder amputeret liturgien, afskaffet det stille skriftemål samt fravalgt at gøre brug af lægde i gudstjenesten eller til at udføre tjenester i form af andagter, vespersang og lign. Der har været nedsat arbejdsgrupper om brugen af frivillige til områder der ikke udføres af ansatte, hvilket dog ikke har givet frugt. Heller ikke ved planlægningen af reformationsåret har man åbnet op for deltagelse af menige kirkegængere. Det er til at forstå, at de interesserede faste  kirkegængere i dag er blevet tydeligt færre.

Luther ønskede oprigtigt at inddrage os til en nærværende deltagelse i fejringen af gudstjenesten, han og anpriste Tidesangen som balsam for sjælen. Sangen har en evne til at samle os om, og fastholde Ordet. Den lever i vort blod. Vekselsangen som yder rum for refleksion og svar er et stort aktiv vi har mistet.

Måske kunne vi positivt benytte denne historiske anledning til at mødes med moderkirken og vaske hinandens fødder. Foretage en bundvending og skabe ”enhed i kirken”. Smuds var der rigtignok også dengang, men ser vi ind i vore egne lønkamre i dag, føler jeg ikke at vi selv har noget at skryde om. Vi er dog alle søstre og brødre, udrundne af samme muld. Når man besøger en fremmed kirke, bliver forståelsen og indholdet af ens egne ritualer ofte dybere. Vi bliver rigere uden at gøre alt lige gyldigt.

Vi er alle grene på det samme vintræ, Jesus Kristus. Vi er fælles om Ordet og sakramenterne. Vores stærkt sekurariserede vækstsamfund og altopslugende digitale medieskov skygger og forhindrer dog at vor rige arv bliver rakt videre som vort bærende og eviggyldige fundament. Kun stilladset og tårnene står tilbage sammen med tomme traditioner og helligdage uden egentlig betydning. Lad os undgå at lade Livets Brød gå til spilde.

Alting har en tid, efter en Reformation må det være tid til Genformation. Pave Franz besøger nu Lund –  måske burde vi tage derover og medbringe en vaskebalje. Der er mere der samler os end adskiller os i det overordnede og inderste af hvad vor Herre Jesus Kristus lærte. Vi kunne da samles om vor trosbekendelse, salmernes betydning, hvoraf flere er kendt på begge sider og vor fælles skat i en synkron forening, uden at behøve at ophæve vor organisatoriske struktur.
Hans Schwenker Pensionist, tidl. Kirkebylærer og  Kirkesanger